21.1 juni 2001Et kongeligt hoved Amarna Royal Tombs Project G.T. Martin "Må din ka forbande dine fjender" O. Herslund Minmose, en højtstående embedsmand fra 18. dynasti M. Gregersen Amelia Edwards T. Holm-Rasmussen Historier om omvendelse P.J. Frandsen Hakhtharshenu K. Ryholt Gertie Englund 70 K. Nordh Fallos Lise Manniche Resuméer Forsideillustration:
|
|
Redaktionelt Resuméer English Abstracts Om forfatterne Boganmeldelser Siden sidst |
|
Bagsideillustration: Træfallos'er fra Deir el-Bahri, nu i Royal Ontario Museum, Toronto. Gengivet med tilladelse fra museet. Se L. Manniches indlæg.. |
Fra og med dette nummer er opsætningen af bladet overgået til Frank Madsen, der i forvejen i flere år har været ansvarlig for bladets omslag. Redaktionen har også undersøgt mulighederne for at få farvebilleder i nogle af artiklerne. Det er naturligvis et spørgsmål om penge og i hvilket omfang illustrationerne til de enkelte artikler er det værd (visse billeder samt stregtegningerne står faktisk bedre i sort/hvidt).
De fleste af artiklerne i dette nummer skyldes medarbejdere eller studenter ved Carsten Niebuhr Instituttet, som gerne stiller deres meget forskelligartede ekspertise til rådighed, ofte med en ganske snæver tidsfrist. Vor udenlandske bidragyder er denne gang Geoffrey Martin, der i april holdt to meget inspirerede foredrag i København om begravelserne for den kongelige familie i el-Amarna, henholdsvis i selve Akhetaton og senere i Kongernes Dal. Forfatteren havde velvilligt stillet sine noter til rådighed allerede inden foredraget, således at vi her kan komme med et up-to-date resumé.
Annette Kjølby har bidraget med et let redigeret uddrag af sit cand. phil. eksamensprojekt, som bedømmes netop som bladet går i trykken. AK har studeret hele den kunstneriske skabelsesprocess og vurderet de valg, der skulle træffes af kunstner og kunde på de forskellige stadier. Der er mulighed for en fortsættelse i næste nummer. To andre eksempel på opgaver udført under studiet er Ole Herslunds præsentation af forbandelsesritualet i Mellemste Rige, som også blev forelagt under et nyligt overstået dansk-svensk studenterseminar i København, samt Mette Gregersens indlæg om mundskænken Minmose, et uddrag af hendes undersøgelse over folk med dette hverv.
Kim
Ryholt åbner endnu engang papyrusskabet på Carsten Niebuhr Instituttet for at
give os et indblik i samlingens fragmentariske skatte, mens Paul John Frandsen
viser glimt af den interessante periode, hvor Ægypten blev gjort kristen,
hvilket i den sidste ende betød den faraoniske kulturs undergang. De sidste 200
år har vi så gjort os ihærdige anstrengelser for at grave den frem igen –
som skattejægere, som arkæologer, som sprogforskere og som videnskabsmænd.
Der undervises nu i ægyptologi på alle fem kontinenter, og
det er almindeligt anerkendt at studiet af det gamle Ægypten er en nødvendighed
for en forståelse af vores egen kultur. Det er dog ikke alle steder, at det
prioriteres så højt, og i utallige tilfælde foregår den ægyptologiske
forskning på privat basis. Torben Holm-Rasmussen giver et eksempel på hvordan
en privat person i England fik givet den britiske forskning et gevaldigt skub
fremad med udformningen af det, der snart blev til Egypt Exploration Society, en
institution, der har stået for mange gloriøse opdagelser i de sidste mere end
100 år.
Der har været efterspørgsel efter boganmeldelser i bladet, og det lever vi i hvert fald op til i dette nummer, hvor bl. a. storværket Arven fra Ægypten præsenteres.
Endelig
ønsker vi med dette nummer at markere, at Gertie Englund, kendt af mange
studenter ved det grønne bord på Carsten Niebuhr Instituttet, til august
fylder 70 og dermed trækker sig tilbage fra censorposten. Katarina Nordh gør
status over hendes virke.
LM
A. Kjølby, 'Et kongeligt hoved'.
Som en manifestation af kongen var kongelige skulptur til alle tider underlagt
regler og regulativer. Når et kongeligt billede skulle skabes måtte der tages
stilling til en række faktorer som størrelse, materiale, stilling, insignier,
indskribtioner osv. der aftang af det specielle formål som statuen blev
fremstillet med for øje.
G. T. Martin, 'The Amarna Royal Tombs Project: De første
tre sæsoner'.
ARTP, der blev begyndt i 1997 under fælles ledelse af N. Reeves og G. T.
Martin, har brugt sine tre første udgravningsperioder med at rydde et område i
Kongernes Dal mellem Tutankhamons og Horemhebs grave, op mod den moderne
turiststi. Det har vist sig at en midlertidig bebyggelse til vagter og arbejdere
engang dækkede en stor del af vadiens gulv. Disse huse kan sagtens ligger over
eksisternde grave, som det var tilfældet med Tutankhamons grav. ARTP håber at
finde spor af yderligere begravelser af medlemmer af Amarna-kongefamilien, der
blev flyttet til Theben efter Akhetaton blev forladt. .
O. Herslund, '"Må din ka forbande dine fjender."
Forbandelsesritualet i Mellemste Rige.'
Forfatteren præsenterer en samling såkaldte "execration texts"
(forbandelses-tekster) (en literær kilde) der forbander en nærmere angivet
samling af Ægyptens fjender og sammenstiller dem med billeder af fremmede vist
som underlegne (en billedkilde). Begge afspejlede ægypternes ønske om med magi
at kontrollere kræfter der kunne skade landet.
M. Gregersen, 'Minmose, en højtstående embedsmand fra 18. dynasti'.
En tekst på en statue af Minmose, butler i midten af 18. dynasti, kaster et
interessantære ansvarlig for kongelige bygningsaktiviteter.
T. Holm-Rasmussen, 'Amelia Edwards. Feminist og første
kvindelige ægyptolog'.
Forfatteren fortæller om Amelia Edwards' ide, Egypt Exploration Society, der
ledede de første organiserede engelske udgravninger i Ægypten. Nu som da
afhænger så glorværdige projekter stort set af private midler og entutiasme.
P. J. Frandsen, 'Historier om omvendelse'.
Yderligere (cf. forrige nummer) fortællinger om den tidlige kristendom i
Ægypten. Opbyggelige levnedsbeskrivelser af helgener var en meget populær
genre i koptisk litteratur.
A. Kjølby, 'A royal image'.
Being a manifestation of the king, royal sculpture was at all times subject to
rules and regulations. The execution of a royal image involved a whole series of
options as to size, material posture, regalia, inscriptions etc., depending on
the specific purpose for which the statue was commissioned.
G. T. Martin, 'The Amarna Royal Tombs Project: The first
three seasons'.
The ARTP, inaugurated in 1997 under the joint field directorship of N. Reeves
and G. T. Martin, has spent its first three seasons clearing an area in the
Valley of the Kings between the tombs of Tutankhamun and Horemheb, adjoining the
modern tourist path. It has become clear that a temporary settlement for guards
and workers once covered a large part of the wadi floor. Such houses may well
have been built on top of existing tombs, as in the case of Tutankhamun. The
ARTP hopes to find traces of other burials of members of the Amarna royal
family, having been transferred to Thebes after the demise of Akhetaton.
O. Herslund, '"May your ka curse your enemies."
Execration ritual in the Middle Kingdom'.
The author presents a corpus of so-called execration texts (literary evidence)
cursing a specified selection of enemies of Egypt and relates them to
representations of foreigners in an inferior position (artistic evidence). Both
expressed the desire of the Egyptians by magic to control forces that might be
harmful to the country.
M. Gregersen, 'Minmose. A high official of the 18th
dynasty'.
A text on a statue of Minmose, butler in the mid 18th dynasty, throws
interesting light on the duties of such an official and on posts he held in
conjunction herewith such as being responsible for royal building activities.
T. Holm-Rasmussen, 'Amelia Edwards. Feminist and first
woman Egyptologist'.
The author reminds us of the origins of organized excavation in Egypt carried
out by the British under the auspices of the Egypt Exploration Society,
brainchild of Miss Amelia Edwards. Now as then such illustrious ventures depend
largely on private funding and enthusiasm.
P. J. Frandsen, 'Tales of conversion'.
Further examples (cf. the previous issue) of tales of early Christianity in
Egypt. The lives of saints was a very popular genre in Coptic literature aimed
at setting an example to the readers.
Paul John Frandsen er mag. art. og lektor i
ægyptologi ved Carsten Niebuhr Instituttet.
Mette Gregersen er overbygningsstuderende i ægyptologi ved Carsten
Niebuhr Instituttet.
Ole Herslund er overbygningsstuderende i ægyptologi ved Carsten Niebuhr
Instituttet.
Torben Holm-Rasmussen, mag. art., foredragsholder og konsulent, er
formand for DÆS.
Annette Kjølby er specialestuderende i nærorientalsk arkæologi ved
Carsten Niebuhr Instituttet.
Geoffrey T. Martin er tidligere professor i ægyptologi ved University
College London.
Katarina Nordh er Fil. Dr. og ekstern lektor ved Carsten Niebuhr
Instituttet.
Kim Ryholt er lektor i ægyptologi ved Carsten Niebuhr Instituttet.
Arven fra Ægypten I-II, redigeret af dr.phil. Erik Christiansen. Tidsskriftet SFINX 2001, 663 s., rigt illustreret i farver og s/h, stort format, indbundet i hellærred. Pris 625 kr.
Det respektable ved en kat
er, at den tåler alt det pjat,
hvortil vi men’sker gi’r os hen
i vores reaktion på den.
Piet Hein
Hvis man i ovenstående Gruk indsætter "Ægypten" i stedet for "kat", så har man kvintessensen af dette nysudkomne storværk fra Sfinx.
Værket består af to bind à ca. 300 sider med ialt 51 artikler. Det er her ikke muligt at nævne samtlige titler, endsige omtale dem alle. Her skal blot omtales nogle få, udvalgt efter denne anmelders helt personlige og subjektive luner:
'Grækernes syn på og inspiration af ægypterne', af Guiseppe
Toressin (I:79-104)
I Odysseen og Iliaden beskrives Ægypten og ægypterne som ædle og viise med
kendskab til lægekunst og planternes kraft, og frem for alt som rige. Men i
øvrigt er exakt viden om Ægypten noget tåget. Århundreder senere - hos f.
eks. Euripides - er opfattelsen af ægypterne ændret: nu er de barbarer, dumme,
nogle feje svæklinge og oven i købet omskårne. Kongen er despotisk, men
stadigvæk rig. Det modstilles af de kloge, frie grækere under en ædel leder.
Toressin tolker denne ændring af synet på ægypterne som et udslag af
grækernes selvfølelse: en overlegenhedsfølelse over for
"orientalerne", der er slavenaturer, hvis herskere er despoter, mens
grækerne er frie folk. Dette er ikke et udslag af racisme men en almindelig
chauvinisme: "vi" som de"rigtige" kontra "alle
andre" [en holdning vi i øvrigt også finder hos ægypterne (A.L.)], frie
over for ufrie. Selv Herodots lange afsnit om Ægypten skal forstås som en
kontrastering af den frie (positiv) - men fattige - græker op mod den ufrie
(negativ) - men rige og teknisk overlegne - ægypter; uden at blive (bevidst)
tendentiøs: det, han siger, han har set/hørt, det hár han set/hørt. Samtidig
udtrykkes hans dybe forundring over disse mennesker: de er altså
mærkelige! Endelig bruger Platon i sine sene værker visse træk i Ægypten til
at beskrive idealstaten, men han bruger også Ægyptens konger som negative
eksempler; og for ham er ægypterne stadig ufrie og (derfor) grådige. I
hellenistisk tid - efter oprettelsen af biblioteket i Alexandria - beskæftigede
de græske historikere sig med den gamle ægyptiske "visdom" på
nogenlunde samme måde som "ægyptomanikere" stort set altid har
gjort.
'Ægyptisk indflydelse på irsk og angelsaksisk kunst i 700 og 800-tallet',
af Hans Jørgen Frederiksen (I:243-257)
Hvor fantastisk det end måtte lyde, har Ægypten haft en ret stor indflydelse
på den irsk-keltiske og angelsaksiske kultur. Ikke blot på det kunstneriske
plan - emnet for denne artikel, men også i høj grad på den irsk-keltiske
kirke, f. eks. i liturgien, i beregningen af påsken og meget andet [formentlig
er også den keltiske tonsur (fra øre til øre) en arv fra den østlige kirke,
der bruger en tonsur der lader forhovedet bart (A.L.)]. Denne indflydelse
demonstreres overbevisende i artiklen, med adskillige eksempler fra gamle irske,
illuminerede manuskripter. De mest overbevisende eksempler er imidlertid de
såkaldte “high crosses” der tydeligvis i sten og monumentalt imiterer de
små læderflettede kors, der endnu den dag i dag bruges i den koptiske kirke.
Ligeledes gives eksempler på koptisk billedlig fremstilling af et kors med en
omskrevet cirkel: forbilledet til de typisk irske ring-kors? [dog forekommer
dette motiv - som et solsymbol - også i de skandinaviske bronzealder
helleristninger (A.L.)] Også ankh-tegnet bringes på bane som (mulig)
inspirationskilde til ringkorset. Endelig omtales eksempler på reliefgengivelse
af den ægyptiske legende om Paulus Eremit og Antonius: man ser at ravnen, der
hver dag bringer Paulus et halvt brød, nu, hvor Antonius er på besøg, bringer
et helt brød.
'Den franske ekspedition i Ægypten', af Uffe Østergård (II:123-142)
Som det nævnes i så mange af artiklerne i dette værk, var det Napoleons
ekspedition til Ægypten, der for alvor satte gang i den seriøse
ægyptensforskning. UØ giver i sin artikel en spændende beskrivelse af
ekspeditionen. Efter nogle indledende bemærkninger om Napoleons forberedende
anskaffelse af næsten alle de værker, der fandtes om Ægypten (bl.a. Nordens
og Niebuhrs) følger beskrivelse af Napoleons propaganda over for ægypterne:
den franske hær kommer som befriere fra det osmanniske åg etc etc., hvilket
ikke tages for gode varer og da heller ikke forhindrer et oprør. Frankmændene
opretter l’Institut d’Égypte, hvor Ekspeditionens mange medlemmer
arbejder. Resultatet blev som bekendt det enorme værk Description de l’Égypte
på 10 tekstbind og 13 planchebind. Et andet resultatet blev tydningen af
hieroglyfferne: en triumf for franskmændene, for selv om englænderne havde
konfiskeret Rosette-stenen, var det franskmanden Champollion, der knækkede
koden. At de militære triumfer så var meget små for franskmændene ... Tja,
man kan ikke få det hele.
'En dansk ægyptomaniker - kunsthistorikeren Vilhelm Wanschers rejse til
Ægypten 1931-32', af Eva Friis (II:193-200)
En dansk kunsthistoriker kommer til Ægypten og bjergtages. Ikke bare af landet
og kulturen, men også af, hvad han tror ligger i/kan aflæses af kulturen. Han
kaster sig over hieroglyf-fortolkning og ledes ud i temmelig vidtløftige baner.
Dette er i meget korte træk Vilhelm Wanschers skæbne. Han er vildt fascineret
og skriver store værker om sine tolkninger, men kommer meget galt af sted. Fra
at have været en velanset kunsthistoriker bliver han efterhånden til grin i
lærde kredse. Bedre bliver det ikke, at han i 1940’erne har uheldige
sympatier. Han skriver ivrigt om hieroglyftolkning og hævder blandt andet, at
ægypterne har været i Danmark og giver som belæg herfor flere danske
stednavnes oprindelse i oldægyptisk, af hvilke oprindelsen til Aabenraa er det
mest kendte: det kommer angiveligt af ubn Ra "Solen staar op".
Amager skulle være "den lange Mark" (âui mehr). [Jeg fristes
til i den anledning at citere en historie af Victor Borge (tror jeg nok) om
oprindelsen til navnet på en anden kendt dansk by: En dag var Odin og Frigga
ude at spadsere, og Frigga ser en smuk by i det fjerne. Hun peger og udbryder
“Odin, se!” - og således fik Odense sit navn. Hvortil Victor Borge tørt
tilføjede: “Tænk om det havde været omvendt!” (A.L.)]
Wanschers begejstring for det håndgribelige Ægypten er ægtefølt, hans akvareller af dagliglivet er eksplosioner af farver og former, som han var meget og dybt betaget af, og hans kopier af relieffer er rigtig gode. Men ægyptomanien blev hans skæbne.
'Aïda og Akhenaten - Ægypten i operaen', af Paul John Frandsen
(II:221-249)
Artiklen består af to dele. Den først behandler tilblivelsen af Verdi’s
"Aïda", og det er faktisk en meget spændende historie. Blandt andet
får vi at vide, at alternativerne til Verdi som komponist var Gounod og Wagner!
[Måske vi så ville have hørt"Nattergalen fra Milano" synge en
Aïda-arie i stedet for Juvelarien fra Faust?? (A.L.)]. Vi får også en
forklaring på de navne der anvendes i operaen: de kan faktisk føres
tilbage til ægyptiske forlæg. Selv "Aïda", der ikke umiddelbart
lyder særlig ægyptisk, skulle komme af it’, som vi . f. eks. kender
som det sidste led i Nefert-iti. Derefter hører vi om Mariettes bekymringer
angående kostumerne og de forskellige sangeres mere eller mindre ægyptiske
fremtræden, bl.a. mændenes skæg har været et problem: der er en mageløs
beskrivelse af Carlo Bergonzi som Radamès, der, hvis man prøver at visualisere
den, får selv en nutidig læser til at fnise. Om Aïda-trompeterne oplyses, at
man først havde foreslået Verdi at bruge saxofoner “for at få en vis
eksotisk klang”, men dér stod han heldigvis af. ["Aïda-Jones"???]
Anden del handler om tilblivelsen af Philip Glass' "Akhenaten", der er den tredie i Glass' trilogi om historisk/åndeligt betydningsfulde personer. PJF giver en fyldig analyse af musikken og handlingsgangen, der er meget nøje forbundne. Det vil jeg end ikke prøve at referere! Det skal læses. Det er vanvittig interessant. Her kan refereres tilbage til Papyrus 11/1, 1991.
'Ægypteri hos frimurerne', af Karsten Fledelius (II:91-106)
'Det afslørede Ægypten', af Bo Dahl Hermansen (II:275-286)
Disse to artikler giver smagsprøver på den esoteriske (mis)brug af Ægypten.
KF gennemgår kort frimurernes historie og de forskellige retninger og/eller opblomstringer af samme: hvordan inspirationskilderne er gnosticismen, et Salomon-sagn, Apuleius’ Gyldne Æsel og Plutarchs De Iside et Osiride. Desuden giver KF eksempler på den specielle frimurerarkitektur, der er inspireret af Ægypten; og man må virkelig begræde, at flere af logebygningerne ikke længere eksisterer (ill. p.95).
BDH beskriver i sin artikel kort de tre "retninger", teosofien, antroposofien og Martinus’ lære, der alle er inspireret af "den ægyptiske viisdom". Og man får da det indtryk, at folk som Blavatsky, Steiner og Martinus faktisk har spekuleret dybt over tingene for at finde Forklaringen. Det fristes man derimod ikke til at sige om kryptoægyptologer som Melhedegård, hvis ideer, som BDH her også giver små prøver på, bestemt ikke kan tages alvorligt.
Her er det virkelig, at "katten Ægypten" har været meget meget tålmodig.
'Var de gamle ægyptere sorte negre?', af Torben Holm-Rasmussen
(II:287-296)
I artiklen behandles en opfattelse af, at ægypterne var sorte - en opfattelse,
der først fik sit udtryk i midten af 1800-tallet af sorte forfattere, og som
fik sit seneste gennembrud med - den hvide - Martin Bernals værk Black
Athena fra 1987-91. Teorierne og polemikken om de gamle ægypteres hudfarve
er stort set blevet ignoreret af europæiske forskere, hvilket - naturligvis -
er blevet opfattet som en europæisk/hvid racistisk sammensværgelse. [Der
kørte i forbindelse med Bernals bøger en meget ubehagelig og meget
personfixeret polemik i den daværende E-mail-liste om Ancient Near East
(A.L.)]. TH-R piller, efter at have beskrevet argumenterne for de sorte
ægyptere, med lethed disse fra hinanden, så de fremstår i al deres naivitet.
Teorierne afspejler en afro-amerikansk selvhævdelse efter deres lange
undertrykkelse, og derfor er de særlig vanskelige at gendrive, hvis man ikke
vil stemples som imperialist, racist og det der er værre.
Forfatteren er (tror jeg) bevidst provokerende i sit ordvalg, der bestemt ikke ligger under for political correctness; og det er faktisk en befrielse!
'Ægyptens genfødsel - ægyptomani i 1920’ernes Ægypten', af Jakob
Skovgaard-Petersen (II:305-318)
I denne artikel får vi beskrevet en kort, men meget interessant periode i
Ægyptens historie, nemlig faraonismen i 1920’erne, hvor ledende ægyptere, effendi’erne,
som reaktion mod britternes protektorat fremhævede landets stolte fortid.
Faraonismen er en ideologisk bevægelse i modsætning til den europæiske
ægyptomani, der er rent kunstnerisk/æstetisk. Det ideologiske slog især
igennem i den skulpturelle kunst, men vi møder den også i litteraturen. Fundet
af Tutankhamons grav og den politiske brug, nationalisterne gjorde af fundet,
gav faraonismen ekstra vind i sejlene. Ledende kulturpersonligheder drog på
pilgrimsfærd til Luxor og skrev begejstrede artikler om Ægyptens stolte
fortid, og at resten af verden på stort set alle punkter stod i gæld til det
gamle Ægypten. [Faraonismen er dog en væsentlig "sundere" brug af
oldtidens indflydelse på den vestlige kultur, end den i TH-R’s artikel
omtalte afrocentrisme (se ovenfor) (A.L.)]. Faraonismen blev imidlertid skubbet
til side af den gryende islamisme og dens alternativ, arabismen, begge støttet
af en voksende "middelklasse". For begge grupper var faraonismen en
territorialstats-nationalisme uforenelig med både den islamiske og den arabiske
sag.
Der er meget meget mere i Arven fra Ægypten. Dette er kun et lille udpluk, for der er blandt andet også en hel del om fortidens (renaissancen og fremefter) syn på og tolkning af hieroglyfferne og andre "symboler" fra det Gamle Ægypten. Men læs selv! Det er virkelig underholdende læsning. Dertil kommer flere glimrende "billedmontager", hvis force - naturligvis - ligger i det rent visuelle.
Men! Nu skal man ikke - som denne anmelder - causa necessitatis - sluge begge bind i løbet af relativ kort tid, idet man let ender med at forspise sig! Med en enkelt artikel eller to i ny og næ, kan man nå at fordøje alle de mange - til tider meget forskelligartede - oplysninger om Ægypten, man næppe anede, man ikke kendte.
Den overliggende sammenhæng mellem alle artiklerne kæder dem sammen på fortrinlig vis i et intrikat mønster, idet emner/fænomener, der kort nævnes i én artikel, omtales fyldigere i en anden og behandles udtømmende i en tredie. Eller også er det omvendt. Eller man får en enkelt sag belyst fra mange forskellige vinkler.
Arven fra Ægypten er rigt illustreret, ofte med en æstetisk billedopsætning: f. eks.. helsider med 4 illustrationer, hvor 2 sort/hvide og 2 farvede billeder er sat diagonalt - det er meget smukt gjort.
De fleste artikler er forsynet med en - ofte endda meget - omfattende bibliografi. Her er noget at tage fat på.... "Hvis du vil vide mere...."
Alle artikler er forsynet med et 5-10 liners engelsk resumé, der vel nok er en kende for korte til at skabe nysgerrighed hos ikke-dansksprogede.
Indbindingskvalitet er i top: solid hellærred - denne anmelder kan blive så arrig over en glimrende tekst i en elendig indbinding!
Adam Bülow-Jacobsen skriver i billedteksten til Palæstrina-mosaikken (I:155), at man ser “en flok soldater [der er] ved at gå til bords under et solsejl.” Det er for så vidt rigtigt. Det interessante er imidlertid, at den bygning solsejlet er spændt ud fra, er et ægyptisk tempel - for Isis og/eller Hathor - kendetegnet ved solskiven-i-kohorn på gavlene.
I Bo Dahl Hermansens billedmontage (II:201-208) omtaler han ikke i billedteksten til "Flugten til Ægypten" (II:207) det geniale ved kombinationen af det kristne og det ægyptiske motiv, nemlig at mens vi ser den Hellige Familie passere mod venstre i forgrunden, passerer en anden Hellig Familie diagonalt ned mod højre gennem billedet bag dem. Denne anden Hellige Familie er en Isis-procession hvor en statue af Isis (Lactans) med Horusbarnet bæres på præsternes skuldre. Kontrasten mellem kristendom og hedenskab: det værdigt ydmyge over for det orgiastiske understreges klokkeklart i billedet.
Af stave-/slåfejl er der beundringsværdigt få. De skal ikke yderligere omtales. Kun må jeg nævne en vidunderlig sproglig nyskabelse: hieroflyffer!! (II:86) Man sér dem for sig: sådan lidt à la når Obelix forsøger at tale ægyptisk....
Der er i det hele taget ikke meget, der ikke er taget under behandling i dette værk. Kun kan det undre, at et oplagt emne som Ægypten i tegneserier ikke er behandlet (Tegnefilmen "Asterix og Kleopatra" er dog omtalt i Karsten Fledelius’ artikel om Kleopatra på film). Oplagt især når vi netop herhjemme har en af denne genres ypperste fortolkere (illustration fra Arven, I:60 , og samme scene i Sussi Bechs streg (Nofret 10:37,5)).
Kvalitetsmæssigt er værket noget ujævnt, men det kan ikke undre, det brede
- meget brede - emne taget i betragtning. Og generelt taget er dette værk klart
at anbefale, hvis man interesserer sig for katte - åh, undskyld, Ægypten.
AL
Paul John Frandsen & Kim Ryholt (red.), A Miscellany of Demotic Texts
and Studies. The Carlsberg Papyri 3. (= Carsten Niebuhr Institute
Publications 22). Copenhagen, 2000. 171 s., 26 pl. 600 kr.
Den righoldige papyrussamling på Carsten Niebuhr Instituttet er fortsat under
udgivelse af en gruppe af fremtrædende demotikere. Dette bind indeholder en
række særdeles interessante bidrag, K.Th. Zauzich skriver om demotiske
orakelspørgsmål, en tekstgruppe, som danskeren Wolja Erichsen som den første
behandlede i 1942. Zauzich publicerer også en demotisk navnebog. W.J.Tait
publicerer fragmenter af demotiske ordlister. Mark Smith behandler et
papyrusfragment (11 x 19,5 cm), som det er lykkedes ham at henføre til
beretningen om oprøret mod solguden. Den unge danske forsker Kim Ryholt
præsenterer en ny version af introduktionen til Ankh-Sheshonqy og sammen med
J.F.Quack offentligør Ryholt nye kommentarer til den berømte Setna-historie,
P. Carlsberg 207. Dette værk viser, hvilken frugtbar og rivende udvikling de
demotiske studier i disse år er inde i.
TH-R
Marie-Louise Buhl, L'Art statuaire égyptien au Musée Thorvaldsen,
Thorvaldsens Museum 2000. 72 s., ills. 140 kr.
Thorvaldsen anskaffede sin lille samling af ægyptiske oldsager i 1820'erne på
et tidspunkt, hvor antikvitetshandlen florerede, med den dermed følgende
fristelse til at udføre forfalskninger, og hvor de store europæiske samlinger
i Paris, London, Leiden og Turin var ved at blive etableret. Samlingen har
derfor formodentlig sin rod i 1800-tallets ægyptiske fund snarere end i
genstande, der havde befundet sig i Italien siden oldtiden. En del af de
ægyptiske skulpturer i Thorvaldsens samling blev i 1993 publiceret af museets
inspektør, Torben Melander, i kataloget Thorvaldsens antikker.
Nu foreligger der et katalog (af forfatteren omtalt som en recueil, "en samlet beretning") på fransk over et udvalg af skulpturerne i samlingen: 21 ushabti-figurer (som vel ellers sjældent anses for "skulpturer" i gængs forstand), samt 9 andre genstande. Samlingens fornemste stykke billedhuggerkunst, Pagargars nichestatue, er udeladt (måske med den begrundelse, at forfatteren ikke opfatter den som rundskulptur?)
De 9 genstande præsenteres i tilsyneladende vilkårlig rækkefølge og med adskillige henvisninger med billeder til fund i andre samlinger. Ikke alle disse "paralleller" synes lige relevante, som f. eks. når kvindestatuetten no. 1 (af forfatteren dateret til begyndelsen af 18. dynasti p. gr. af parykkens brede volumen for oven) sammenlignes med helt andre statuettetyper fra sidst i 18. dynasti. Thorvaldsen-figuren fortjener under alle omstændigheder en bredere diskussion, da den falder udenfor enhver kategori, idet den har en paryk inspireret af det tidlige 18. dynasti (sic Buhl) og et Nye Rige ansigt (sic Melander), en stærkt markeret talje med paralleller i Mellemste Rige (f. eks. i en træfigur i Nationalmuseet), og i figurens stilling med samlede ben (sic!) og nedhængende arme lighedspunkter med Mellemste Riges såkaldte konkubinefigurer, også med tredelt, flettet paryk (der dog er nøgne, mangler underbenet og tjener et specifikt formål). Først i Sentiden får vi påklædte figurer med samlede ben og nedhængende arme, men af de kendte synes ingen at være udført af træ. Figuren er således så atypisk, at man kunne være berettiget til at sætte spørgsmålstegn ved dens ægthed.Katalog nr. 6, en knælende mand med stele, er bemærkelsesværdig ikke så meget fordi den er fuldstænding velbevaret, men fordi den med sit veludhuggede ansigt og de fint opsatte hieroglyffer for og bag alligevel er ganske vind og skæv, i og med at stelen læner kraftigt til den ene side. Den slags skønhedsfejl sætter den vanlige ægyptiske perfektion i relief.
Blandt ushabti'erne er der to (nr. 15 og 16), der er fra selveste Sethos 1.s
grav. Dette nævnes dog ikke i selve katalogteksten (kun i indledningen s. 8 og
12), og læseren må selv drage slutningen. Der henvises til at en af dem
ligesom 3 andre i samlingen rummer uddrag af Dødebogens kapitel 6, men en
oversættelse af denne tekst gives ikke. Læseren formodes i det hele taget at
kende til ushabti-figurernes formål. Alt i alt må man nok sige at bogen sigter
meget smalt uden at gå tilstrækkeligt i dybden.
LM
Humor i Mellemøsten
, under redaktion af Sune Haugbølle og Jakob Skovgaard-Petersen.Leif H. Hjärre, Faraos guld. På jakt efter det gamle Egyptens skatter.
Carlssons Bokförlag, Stockholm, 2000. 287 s., ill. 388 SKr.
Leif Hjärre er amatatør-ægyptolog og bosiddende i Skåne og har siden 1979
rejst adskillige gange i Ægypten og fået smag for landets spændende fortid.
Det er der jo så mange der får, men de færreste skriver efter rejsen en bog
om Ægypten og får den udgivet. Hjärres meget spændende bog handler om
ægyptologiens historie skildret gennem de mange rejsende, der har besøgt
Nillandet. Hjärre starter med den første ægyptolog, Ramses 2.s søn
Khaemwaset og ender med Kent Weeks og hans fund af prinsegraven KV5. Jo, Hjärre
er godt orienteret. Alle de kendte er der selvfølgelig og der er et særligt
afsnit med svenske rejsende. Bogen er meget levende skrevet og er ganske flot
illustreret.
TH-R
Michael Irving Jensen og Anne Stadil (red.), Ægypternes Cairo. En guide.
Forlaget Klim, Århus 2001. 178 s. m. farveills. 148 kr.
"Hvis man kniber øjnene sammen og stirrer vedholdende ud over Cairo, er
det, som om man kan se gennem dens hærgede og kaotiske ansigt ogunder
overfladen ane et andet ansigt. Et ansigt af lys uden alder. Viist, blødt og
fredfyldt med et hemmelighedsfuldt og overbærende smil spillende i mundvigen.Er
det mon byens sjæl?"
Dette citat stammer fra Kaare Troelsens indledende kapitel. Man kan dele Ægyptensrejsende i to grupper: dem der ser det moderne Ægypten som et nødvendigt onde, der skal tåles for at nå fremtil Det gamle Ægypten, og dem, der tager landet med dets islamiske fortid og nutid som en del af oplevelsen. Denne bog er velegnet for de sidstnævnte. Konceptet er indlysende godt: lad en gruppe personer, der selv i længere tid har opholdt sig i Cairo (og hvoraf mange er tilknyttet Carsten Niebuhr Instituttet) skrive om noget, der optager dem og som belyser den måde ægypterne selv bruger deres by på. Der er mange gode indfaldsvinkler, og mange andre man kunne tage op en anden gang (f. eks. hvordan ægypterne selv oplever deres oldtidsminder - hvilket nok ville blive et meget kort kapitel...).
Bogen er let fordøjelig og kan med udbytte læses før, under og efter
rejsen. De enkelte kapitler er dog af meget forskellig kvalitet: informationer
er ikke altid nok i en bog, der har karakter af essaysamling, og mange kunne
have nydt godt af en fast hånd i redaktionen for at rette op på slåfejl,
stavefejl og en gennemført sjusket tegnsætning (den ene af redaktørernes eget
bidrag trænger særligt til lidt omsorg i den retning). Flere kapitler giver et
godt indblik i emner, som de fleste turister overhovedet ikke er opmærksomme
på, eller hvis rolle de ikke forstår (f. eks. lokale caféer og husbåde samt
kvindernes opførsel i forskellige sociale lag og sammenhæng). Et nyttigt
afsnit om fundamentalismen (der jo ikke skal betragtes som en seværdighed)
tager læseren med bag avisernes overskrifter. Der er kapitler om koptere og
sufier, om natteliv og popmusik, og om bøssernes muligheder i storbyen. De
dejlige farvefotografier er umotiveret indbundet midt i bogen og kunne have haft
gavn af en kort præsentation.
LM
Lise Manniche, Grønne aber. Essays om ægyptisk kunst. Gyldendal,
2000. 206 s., ill. 249 kr.
Forfatteren gør i forordet med rette opmærksom på, at ægyptisk kunst kan
nydes af alle, men for at få det fulde udbytte af den må man kunne afkode de
budskaber den indeholder. Nøgleordet til forståelse er hvad den
hollandsk-amerikanske ægyptolog Henri Frankfort kaldte "multiplicity of
approaches", dvs. at der kan være flere forklaringer til samme afbildning.
Det er godt at få det slået fast.
Bogen er frugten af mere end 25 års arbejde med ægyptisk kunst som forfatter og underviser. Vi kommer godt rundt i kunsten fra Gamle, Mellemste og Ny Rige. Bogen er særlig interessant, hvor forf. bygger på sin egen forskning, det er specielt afsnittene om "billedsprog" og "farvesymbolik". Bogen vil helt sikkert finde mange læsere blandt den store skare af Ægyptensinteresserede. En eventuel ny udgave burde dog indeholde langt flere illustrationer. En del af de spændende genstande der diskuteres i nærværende bog er ærgerligt nok ikke afbildet, men det er måske et spørgsmål om økonomi.
Bogens titel er "grønne aber" og forf. har et længere afsnit om
de blå og grønne farver i forbindelse med aber og hun slutter med ordene:
"Om det var perceptionen eller symbolikken der var den primære årsag
fortaber sig i de forhistoriske regioner". Jeg har her et forslag til,
hvorfor aberne kunne være fremstillet med disse farvetoner. Det drejer sig om
et lys- fænomen, som bl.a. er blevet iagttaget i den nubiske ørken. Tidligt om
morgenen, før solopgang, hvor det efter den begsorte nat langsomt bliver lyst,
er der et underligt mat blålig-grønligt skær over hele området, sandet,
klipperne, dyrene. Det er lige før solopgang. I Nubien levede aberne
(bavianerne) på klipperne og om morgenen hvor solens stråler nåede dem
begyndte de at bevæge sig og skrige op. Denne skrigen blev af ægypterne tolket
som om aberne hilste og tilbad den opgående sol, som var symbolet på det nye
liv. Lige før solopgang er der altså over hele området, sandet, klipperne og
aberne dette enestående blålig-grønlige skær. Dette lysfænomen er bl. a.
omtalt af Emma Brunner-Traut i Festschrift til Elmar Edel (1979), s. 55. Min
pointe er nu, at den blålig-grønlige farve på aberne betegner tilstanden lige
før solopgangen (= det nye liv). Det er en parallel til anvendelsen af den
sorte farve på visse statuer og malerier, hvor sort symboliserer tilstanden
lige før de grønne planter (= det nye liv) spirer op af jorden. De
blålig-grønlige aber symboliserer, at alle soltilbedere skal få det evige
liv. I Petrie Museet findes der interessant nok en lille bavianfigur fra arkaisk
tid med en mat lysegrøn glasur (nr. 102). Bavianerne fra Ny Rige med den stækt
skinnende grønne glasur kan være en senere udvikling af motivet.
TH-R
Der sker hele tiden mange ting indenfor forskningen af det Gamle Ægypten. Noget af dette kan sagtens gå min næse forbi. En kortfattet e-mail med emne og kildehenvisning på kjoelby@iname.com vil derfor blive modtaget med glæde, hvis I støder på nye opdagelser og forskning fra Ægypten, f. eks. i dagspressen.
Glyptoteket har tilføjet en lille kappebavian til deres samling af ægyptiske bronzer. Som mange andre museer verden over er såvel Glyptoteket som Nationalmuseet rigt forsynet med bronzestatuetter. Langt de fleste af disse stammer imidlertid fra den sene del af den oldægyptiske historie, primært fra Sentiden og Ptolemæisk tid. Godt nok er det muligt at nogle af de statuer, der dateres til denne periode, kan være fremstillet tidligere. Ofte placeres de nemlig i Sentiden ud fra formodninger og stilistiske betragtninger, da langt de fleste mangler en indskrift med f. eks. kongenavn, som kan give en sikker datering. Heri adskiller Glyptotekets nye statuette sig fra mængden. På brystet har den nemlig et brystsmykke med indskriften User-maat-re, Ramses 2.s tronnavn. Statuetten kan således dateres meget præcist og er dermed en af de relativt få bevarede bronzer fra en tidligere periode, og en af de meget få med kongenavn. Den ca. 7 cm høje statuette viser bavianen siddende med spredte ben og hænderne på knæene. Kappebavianer kendes såvel som manifestationer af guden Thot og som såkaldte solbavianer, som bl.a. vises i kongegravenes vægdekoration som tilbedere af solguden. I dette tilfælde er der tydeligvis tale om en afbildning af Thot. Selv om Thots krone bestående af en fuldmåne ovenpå en halvmåne ikke er bevaret, er det nemlig tydeligt, at den oprindeligt har haft en sådan krone. Trods det at den mangler kronen - og i øvrigt også basen - er bavianen bevaret utroligt godt. Figurens forside, bagside, hænder og baller er støbt separat og derefter loddet sammen. Dette er en teknik, som, ifølge museumsinspektør Mogens Jørgensen, ofte ses ved bronzerne fra Ramesside-tiden, og bl.a. også ses ved Glyptotekets store bronze af guden Seth, der p.g.a. motivvalget også antages at stamme fra denne periode.
Det vides ikke hvor Thot-statuetten stammer fra. Den har igennem mange år været i dansk privateje, og har tidligere været udstillet på Glyptoteket i forbindelse med særudstillingen "Antik kunst i dansk privateje". Da de bronzer af guder, som man kender oprindelsesstedet for, typisk stammer fra templer, antages det generelt, at bronzerne, i hvert fald i de senere perioder, blev anvendt af besøgende som votivgaver i templerne.
(Iflg. samtale med Mogens Jørgensen, museumsinspektør, Den ægyptiske Samling, Glyptoteket; vedr. tidlige bronzer se evt. E. Vassilika, 'Egyptian Bronze Sculpture Before the Late Period' i Goring et al. (red.) Chief of Seers: Egyptian Studies in Memory of Cyril Aldred, London og New York 1997).
Howard Carters optegnelser over udgravningen af Tutankhamons grav er opbevaret i arkiverne på Griffith Institute i Oxford. Et igangværende projekt skal sikre, at de nu bliver tilgængelige på Internettet. Adgang til databasen fås via www.ashmol.ox.ac.uk/Griffith.html, og den er så absolut et besøg værd og inkluderer bl.a. Henry Burtons fantastiske fotografier fra graven. En stor del af materialet er endnu ikke indscannet, hvilket betyder at søgefunktionen ikke er særlig anvendelig. Jeg anbefaler derfor at vælge "go straight to database", hvor man så rimeligt hurtigt kan få overblik over det tilgængelige materiale.
Det meget omdiskuterede skelet fra grav 55 i kongernes dal er endnu engang blevet undersøgt. Denne gang var det Joyce M. Filer fra British Museum, som sidste år fik adgang til skelettet på Cairo-museet. Hendes undersøgelser bekræfter, at såvel kraniet som bækkenet bærer meget tydelige maskuline træk. Skelettet er igennem årtier forsøgt identificeret med enten Akhenaton eller hans efterfølger Smenkhkare, hvis baggrund ikke kan dokumenteres, men som generelt antages at være død i en forholdsvis ung alder. De nye undersøgelser bekræfter, hvad flere tidligere undersøgelser også har konkluderet, nemlig at skelettet stammer fra en ung mand, i starten af tyverne, og må vel endnu engang tages som en bekræftelse på, at det i hvert fald ikke er Akhenatons skelet. Muligheden står selvfølgelig stadig åben for en identificering med Smenkhkare.
(De nye undersøgelser jf. J. M. Filer, 'The KV 55 body: the facts' i Egyptian Archaeology 17, 2000, s. 13-14).
Studier af DNA fra ægyptiske mumier og skeletter giver ikke kun information om køn og familieforhold. Forskere har for nylig identificeret DNA fra bakterien mycobacterium tuberculosis i knogler fra flere grave i den thebanske nekropol. Dette tyder på, at en overraskende stor del af beboerne i Theben led af tuberkulose.
(A. Nerlich, 'Molecular Archaeology and Egyptology'. i Eg. Arch. 17, 2000, s. 5-7)
Mange af de mastabaer, som Reisner i løbet af sine udgravninger i 1912 og 1939 konkluderede var uden skakt, serdab eller gravkammer, indeholder muligvis alligevel et af disse elementer, som bare er blevet overset af Reisner. The Giza Cemetery Project ledet af Macy Roth har genundersøgt dele af ti Gamle Rige mastabaer i den vestlige gravplads, og har bl.a. fundet seks begravelser inklusive seks lig der ikke var blevet plyndret. Undersøgelserne har desuden givet nye detaljer vedrørende konstruktionsteknik ved fremstillingen af gravene og vedrørende præstehandlinger udført på gravpladsen.
(P. der Manuelian, 'Digital Egyptology at Giza', Eg. Arch. 17, 2000, s. 25-7).
Undersøgelsen af en lille pyramide med påberåbelser indhugget langs toppen af gravkammerets vægge har afsløret, at en dronning Ankhesenpepy (3.?), som var gift med Pepi 2., var datter af Merenre 1. Hendes titler var ligeledes indskrevet på sarkofagen, som også indeholdt spredte knogler.
('Digging Diary' i Eg. Arch. 17, 2000, s. 28).
Afdækning af klippefundamentet vest for Djosers pyramidekompleks har bragt en meget interessant klippeformation for dagens lys: I det tidlige 3. årtusinde f.Kr. havde dette område form af en naturlig pyramide. Terrasser og klippeafsatser danner en sekvens af monumentale trin, som ligner Djosers trinpyramide, den tidligste, kendte pyramide. Var det denne klippeformation, der inspirerede arkitekten Imhotep til at ombygge Djosers gravmonument fra en traditionel mastaba til en pyramide? Ikke utænkeligt, om end det må påpeges, at en pyramideformet struktur også findes skjult i en tidligere embedsmandsgrav. Denne grav var dog også lokaliseret i Sakkara og kan selvfølgelig også have fundet inspiration i det samme naturlige fundament.
(K. Mysliwiec, 'New Mysteries Uncovered at Sakkara' på www.egyptrevealed.com/022201-mysteriesofsaqqara.htm Vedr. den tidligt dynastiske grav og Djosers pyramide se e.g. M. Lehner, Egyptens pyramider, København 1997, s. 80-81, 84-93).
Andre opdagelser antyder også, at Imhotep ikke var helt så nytænkende, som han har fået ry for. Djosers gravkompleks er et af de mest imponerende monumenter fra det faraoniske Ægypten med dets pyramide og stenpaladsmodel. Men dets placering som den tidligste monumentale stenbygning i Ægypten er efterhånden undermineret. Arkaiske stenmastabaer i Helwan, som for nylig er blevet genundersøgt af en australsk ekspedition under ledelse af Christiana Köhler, er således dateret til slutningen af 1. dynasti, og undersøgelserne af den store stenstruktur kendt som Gisr el-Mudir i Sakkara tyder på, at den er ældre end Djosers kompleks. Denne stenstruktur er ved at blive undersøgt af et forskerhold fra Skotland under ledelse af Ian Mathieson. De har anvendt geofysiske rekognosceringsteknikker til at undersøge monumentet under sandet, og har iflg. Egypt Revealed fastslået, at det er over 600 m langt og 400 m bredt. Ingen større struktur såsom en ufærdig pyramide er fundet indenfor den omgivende mur. Søgegrøfter afslørede, at muren var ca. 15 m tyk ved basen og bygget med et indre og ydre dæklag af lokal kalksten og en kerne fyldt med sand og stenbrokker. Genstande fundet i fyldet stammer fra 2. dynasti, og Gisr el-Mudir er dermed det tidligste stenmonument af et sådant omfang ikke kun i Ægypten, men i verden!
(E. C. Köhler, 'Excavations at Helwan' i Eg. Arch. 17, 2000, s. 38-40; www.egyptrevealed.com/04o501-olderthandjoser.htm).
Den hollandske ekspedition i Sakkara har fundet en ny grav. Den tilhører Meryneit, som bl.a. havde titlerne "Atons ypperstepræst", "Atons godsforvalter" og "præst for gudinden Neith". At han besidder titler relateret såvel til Aton som til gudinden Neith er i sig selv meget interessant. Gravens vægge er iflg. Hawass smykket med scener i Amarna-stil, og der er også fundet en statue af Meryneit med sin hustru. Denne statue er det eneste motiv, der er illustreret på Hawass' hjemmeside og den er tilsyneladende i traditionel Nye Rige stil, ikke i Amarna-stil. Vi kommer selvfølgelig med mere om dette spændende monument, når der foreligger mere detaljerede oplysninger. Fundet af graven tages som bevis for, at der har været et tempel for Aton i Memphis.
(http://guardians.net/hawass/new_tomb_found_at_saqqara.htm).
En gruppe af ikke tidligere kendte klippegrave fra 17.-tidl. 18. dynasti er blevet lokaliseret i ´Alamat-wadi'en i det thebanske område. Dette er sket som led i John Darnells (Yale University) Theban Desert Road Survey. Nye klippeindskrifter er desuden fundet nord og syd vejene ved Qena Bend, bl. a. med afbildninger af Akhenaton i Amarna-stil.
('Digging Diary' i Eg. Arch. 17, 2000, s. 29).
Hundredevis af graffiti i Ramses 6.s grav (KV9) er ved at blive registreret. I græsk-romersk tid blev stedet anset for at være Memnons grav og blev derfor besøgt af mange pilgrimme. De efterlod store mængder af graffiti, som inkluderer navne på de besøgende og deres herkomst med kommentarer fra de besøgende. De besøgende var ofte medlemmer af provinsadministrationen, såsom embedsmænd i det romerske imperium, ægyptiske guvernører og officerer. De fleste graffiti er fra romertiden, men nogle stammer fra ptolemæisk og kristen tid.
('Digging Diary', Eg. Arch. 17, 2000, 29).
Udgravninger i området øst for Ramses 10.s grav (KV18) og omkring KV54 har afdækket groft udførte arbejderhuse opført på kunstige terrasser. Dette er udført af Mission Siptah-Ramses X under ledelse af Elina Pauline-Grothe. Over 300 ostraka samt fragmenter af private steler, som nævner guddommene Meretseger og Ptah, blev fundet i området. Desuden har arbejderne fremstillet kalkstensforme til fabrikation af øreringe og amuletter. Elementer fra Sethos 1.s grav er også blevet fundet, bl.a. fragmenter fra låget til hans sarkofag.
('Digging Diary', Eg. Arch. 17, 2000, s. 29).
Figuriner, amuletter, papyrus-fragmenter og endog en hel tekst er blandt de seneste fund fra Egypt Exploration Societys udgravninger af Qasr Ibrim under ledelse af Pamela Rose. På grund af stigende vandstand i Nasser-søen er det blevet besluttet at undersøge resterne fra de tidlige perioder på lokaliteten, som primært er kendt for sine romerske og koptiske levn. Et affaldsdepot fra faraonisk tid inkluderede de nævnte fund. Fundene tyder på, at det er affald fra et tempel. Det rummer bl.a. fajancefiguriner og -amuletter, inklusive afbildninger af Bes og Harpocrates, samt falke, wedjat-øjne og vædderhoveder. Der var også fund fremstillet i træ, samt kobbergenstande, hvoriblandt statuetter af Osiris.
Udgraverne har desuden undersøgt en stenbygning, som formodentlig blev opført under det 25. dynasti, men stadig blev anvendt i meroitisk tid. Konstruktionen består af flere rum med pudsede vægge og midt i bygningen muligvis en central lysskakt, som har gået igennem flere etager. Denne lysskakt blev tilsyneladende anvendt som skraldeplads i meroitisk tid. Og udover mange fund af organisk materiale inkl. levn fra tekstilfremstilling fandt udgraverne blandt fyldet i skakten også en papyrus med såvel demotisk som meroitisk skrift. Den meroitiske skrift er faktisk aldrig blevet afkodet, men desværre mener udgraverne ikke, at dokumentet kan tjene til en dechifrering af sproget.
(P. Rose, 'Evidence for Early Settlement at Qasr Ibrim', Egypt. Arch. 17, 2000, s. 3-4).
Kerma i Nubien er bedst kendt for gravpladsen og hovedstaden for et lokalt kongedømme, som havde sin storhedstid samtidig med Anden Mellemtid i Ægypten. Charles Bonnets mangeårige udgravninger for Geneve Universitetet har nu også ført til andre spændende fund i et nyt udgravningsfelt ca. 1 km nord for den såkaldte vestlige Defufa, Kermas største tempel. Væsentlige fund fra kushitisk og meroitisk tid er kommet for dagens lys, bestående af to templer og et palads. Særdeles interessant er desuden levn efter et 18. dynasti tempel. Der er således fundet dele af muren fra et fundament samt adskillige genbrugte stenblokkke, hvoraf de fleste er indhugget med relieffer fra Amarna-tiden, af den størrelse som er typisk for Amarna-monumenter (såkaldte talatat). De fleste kartoucher med Aton og Akhenaton er hugget væk, som det er typisk for monumenterne for perioden. Såvel den høje kvalitet i udførelsen som størrelsen af nogle af afbildningerne skulle være bemærkelsesværdige.
(Jf. en desværre meget kort notits baseret på kontakt med Charles Bonnet i 'Notes and News', Egypt. Arch. 17, 2000, s. 11).
I Theben er Merenptahs dødetempel ved at blive gjort klar til besøgende, bl.a. ved at præsentere de bevarede dekorerede stenblokke i øjenhøjde og afmærke templets grundplan med sten. Desuden er opbygningen af et lille museum til udstilling af fund fra templet blevet påbegyndt.
('Digging Diary 1999-2000', Eg. Arch. 17, 2000, s. 30).
Cleopatra of Egypt. 12. april - 26. august 2001 British Museum
(www.thebritishmuseum.ac.uk/exhibitions2001/index.html).
Agatha Christie and the Orient. 8. nov. 2001 - 17. marts 2002 British Museum.
(www.thebritishmuseum.ac.uk/exhibitions2001/index.html).
Ancient Egypt: Digging for Dreams. 16. marts - 30. september. The Burrell Collection i Glasgow. (Dette er oplyst i Eg. Arch. 17, 2000, s. 37).
Netop som bladet skulle til at gå i trykken kom nyheden om Jean-Philippe Lauers død i Paris d. 15 maj. Som ægypterne ellers yndede at sige det: "Gud har glemt Jean-Philippe Lauer." Han var energisk og åndsfrisk til det sidste, hvor et hjertestop afsluttede hans forunderlige og lange liv. Ved den store kongres i Cairo i marts 2000 bidrog han (dog in absentia) med et indlæg.
Lauer var arkitekt og kom ind på den ægyptologiske scene ved noget af et tilfælde, da han i 1926 søgte arbejde efter sine studier. Den daværende direktør for antikvitetstjenesten, Pierre Lacau, ansatte ham på en 8-måneders kontrakt for at assistere Cecil Firth med arbejdet omkring trinpyramiden. Han fik sin ansættelse forlænget, og siden da kom han hvert år (undtagen under Suez-krisen) tilbage for at arbejde i Ægypten. Sakkara blev hans skæbne, og det er takket være hans utrættelige enthusiasme, at vi i dag kan se de unikke bygninger omkring Djosers trinpyramide, det første monument i Ægypten bygget i sten.
Da Lauer først så anlægget, var det kun pyramiden, der ragede op over sandet, og ingen anede, at der nedenunder lå rester af et unikt eksempel på arkaisk, ægyptisk arkitektur. Det, der er kendetegnende for Lauers arbejde, er at han kombinerede forhåndenværende antikke stenblokke med nyhuggede blokke, hvor det var nødvendigt, således at der er tale om rekonstruktion med mange originale elementer inkorporeret. Med sin baggrund som arkitekt var han den ideelle person til at gå i bygmesteren Imhoteps fodspor og genskabe Djosers anlæg, hvor kongen planlagde at fejre sit regeringsjubilæum i al evighed.
Lauer blev også involveret i andre projekter i Sakkara som f. eks. rydning og restaurering af Tetis, Pepi 1.s og Merenres pyramider. Han havde familiemæssig tilknytning til Danmark og holdt bl. a. et foredrag på Nationalmuseet for en del år siden. En udførlig biografi (på fransk) kan læses på http://users.skynet.be/kemi
LM