Papyrus 17.2
|
|
Dette nummer af Papyrus er et festskrift til en person der for en snes år siden påvirkede en generation af den sjældne race, der hedder "danske ægyptologer". John R. Harris fra England var i årene 1970-77 professor ved Ægyptologisk Institut, som dengang lå i det maleriske studentermiljø på Gråbrødre Torv. Instituttet havde i en lang årrække været uden en "primus motor", en personlighed der kunne inspirere de få der vovede sig op ad trapperne og blev hængende mere end blot et semester.
Da JRH gjorde sit indtog skete der med et noget. Lise Manniche stod netop for at skulle tage sin magisterkonferens, Paul John Frandsen lå lige i hælene, og yngre studenter som Torben Holm-Rasmussen, Allan K. Philips, Mogens Jørgensen og Elin Rand Nielsen havde smagt på faget og var blevet forfaldne. Nu havde Instituttet en betyrer der ville noget med ægyptologien. Hvadenten det var fagets indskrevne studerende, der skulle undervises eller entusiastiske amatø-rer, som fik foretræde, fik de alle professionel og inspirerende vejledning.
Det gik ikke altid stille af på Instituttet,
og bølgerne gik højt, når der var en kamp igang
med Fakultetet for at opnå et eller andet. JRH var en gudbenådet
underviser og brugte generøst af sin tid for at tilfredsstille de
studerendes videbegær. Vingesuset fra den store verden blev mærkbart,
når JRH havde skrevet en kontroversiel artikel, som f.eks. når
han foreslog at kong Smenkhkare var dronning Nefertiti i forklædning!
Forskere fra udlandet begyndte igen at lægge mærke til København. Utallige gange blev man som student ringet op og inviteret til kaffe efter middag på Sortedam Dossering for under uformelle former at møde en berømthed der var mellemlandet i byen.
Det er JRHs studenter fra de gyldne dage i 70erne, der har skrevet artiklerne i dette nummer af Papyrus i dyb taknemmelighed over den inspiration, der blev dem til del i deres formative år. Udover de allerede nævnte tæller de Adam Bülow-Jacobsen, papyrolog med græsk-ægyptiske interesser, der dengang var seniorstipendiat ved Instituttet.
Fødselaren nyder nu sit otium med sin hustru Eve i en lille by i Skotland. Vi ønsker tillykke med de 65 år.
Paul John Frandsen, mag. art. i ægyptologi 1972, er lektor ved Carsten Niebuhr Instituttet og medlem af DÆS’ bestyrelse.
Torben Holm-Rasmussen, mag. art. i ægyptologi 1978, er formand for DÆS og arbejder freelance med foredrags- og rejsevirksomhed.
Mogens Jørgensen, cand. phil. i ægyptologi 1992, er museumsinspektør på Glyptoteket.
Lise Manniche, mag. art. i ægyptologi 1971, Ph.D. i Cambridge 1984, er ekstern lektor ved Carsten Niebuhr Instituttet og redaktør af Papyrus.
Allan K. Philips, mag. art. i ægyptologi 1981, arbejder nu i Abejdsmarkedsstyrelsens internationale kontor med fondsadministration og arbejdsmarkedspolitik.
Elin Rand Nielsen, cand. phil. i ægyptologi 1984, arbejder med internetprogrammering for Nordisk Ministerråd, men har fortsat sin foredragsvirksomhed indenfor ægyptologien.
For de rejselystne
Hvile til Mykerinos’ pyramide
De stakkels pyramider i Giza lider under interessen fra de mange turister.
Deres besøg i monumenterne får luftfugtigheden til at stige.
Derfor er Mykerinos’ pyramide (ca. 2490 f.Kr.) nu blevet lukket,1
som det har været planlagt længe.2
Dette er led i en større plan som chefdirektør for Giza-plateauet,
Zahi Hawass, luftede i et interview med KMT .3
Planen går ud på at lave et system hvor der hvert år
bliver lukket én af Gizapyramiderne mens de to andre er tilgængelige
for turisterne. En sådan hvileperiode hvert tredje år burde
forlænge pyramidernes levetid. Zahi Hawass ville foretrække
at turister kun kunne se pyramiderne udefra, men har forståelse for
at de gerne vil opleve hvad der er indeni. Han håber at adgangen
til Dahshur pyramiderne vil tage noget af presset fra Giza.
Luxor-templet
Østkolonnaden i Amenhotep IIIs "sol-gård" er nu færdigrestaureret.4
Projektet blev udført for at forhindre grundvandet i at sive op
og ødelægge templets sandstenssøjler. Det startede
i 1994 med studium af årsagerne til vandindsivningen og studium af
søjlerne i gården. Siden har det omfattet demontering af de
22 søjler, som hver består af 11 dele, og deres arkitraver
samt fjernelse af baserne og udgravning af fundamentet under søjlerne.
Efter udgravning af fundamentet reduceredes grundvandstanden ved hjælp
af et pumpesystem. Flere store betonringe (3,5 m i diameter, 0,5 m høje
og 12 cm tykke) blev derefter nedsænket ovenpå hinanden til
9 m’s dybde, hvor hver søjle skulle stå. Midten af hver ring/
cylinder blev så fyldt med en blanding af sand og småsten.
Sådanne foranstaltninger burde forhindre, at grundvandet siver op.
Ovenpå ringene placeredes de nye fundamentsten og søjlebaser,
og endelig genopførtes søjlerne og deres arkitraver. Det
meget omfattende projekt var budgetteret til 8 mill. ægyptiske pund
(ca. 16 mill. Dkr.), så vi må da håbe at det faktisk
holder grundvandet nede.
KMT 8/2, 1997, pp. 38-41.
Ansigt til Mut
Gudinden i den store Amon-Mut dobbeltstatue i Luxor ved indgangen til
den store kolonnade har længe manglet sit ansigt. Men sidste år
blev dette ansigt genkendt i Det ægyptiske Museums kælder af
Ray Johnson som arbejder for Oriental Institute of Chicago. Der blev først
lavet en gipsafstøbning af ansigtet. Afstøbningen blev sendt
til Luxor og viste sig at passe. Så blev originalen renset og fastgjort
på statuen. Johnson mener at statuen muligvis kan dateres til Ejes
regeringstid (1323-1319 f.Kr.), og at Mut-statuen muligvis har Ejes hustru
Tejes stiliserede ansigtstræk. Statuens næse er tilsyneladende
allerede i oldtiden brækket af og erstattet med en ny næse.
Denne er desværre også gået tabt, og derfor er der nu
et lille firkantet hul hvor den skulle have været. KMT 8/2,1997,
p. 9.
Balsamerings-museum
Luxor har fået et balsamerings-museum. Temaet er balsameringsteknikker
gennem tiderne med eksempler på harpiks, natron og andre materialer
brugt i processen. Der er et par mumier, udlånt fra Det ægyptiske
Museum bl.a. præstegeneralen Masaharta. Han levede i det 21. dynasti
og mumien blev fundet i samlingen af kongelige mumier i Deir el-Bahari
i 1881. Museet udstiller desuden nogle dyremumier, få udvalgte kister,
kanopekrukker og kanopekister og en sarkofag.
KMT 8/3, 1997, p. 9; 8/2, 1997, p. 8.
Nye fund og anden forskning
Stor græsk-romersk gravplads
En stor græsk-romersk gravplads blev for nylig fundet i Quesna,
Menufia. I gravene er der fundet sarkofager, smykker, dagligdagsvarer,
ushabtier, skarabæer, amuletter m.m. Der er endnu ikke foretaget
nogen officiel udgravning af gravpladsen.
KMT 8/2, 1997, p. 7.
Restaurering af papyri
Omkring 50 faraoniske papyri fra Det
ægyptiske Museum i Cairo skal fotograferes, indrammes og publiceres
i den kommende tid. Projektet udføres af italienske forskere i samarbejde
med museumspersonalet.
KMT 8/2, 1997, p. 7.
En Thebansk arkitektplan
Når oldtidens ægyptere opførte bygningsværker
eller udhuggede grave fulgte de, ligesom arkitekter i vore dage, en plan.
Den blev normalt tegnet med blæk på kalkstensflager eller papyrus,
eller indridset på sten. En sådan plan, malet med sort blæk
på en kalkstensflage, blev fundet i 1996 under udgravningen af en
grav (K93.11) i Draa Abu el-Naga. Gravkomplekset omfattede to åbne
gårde udhugget i klippen og adskilt fra hinanden af en pylon.
Planen blev fundet i den inderste gård, og det er netop denne gård som er afbildet. Den vises korrekt med en søjlegang og udgang til såvel den forreste gård som til selve graven. Der er dog en enkelt forskel. Den udgravede sydlige del af gården viser at der kun var syv søjler langs gårdens sider, mens tegningen viser otte. Graven, som muligvis havde sin oprindelse i sen 2. Mellemtid eller tidlig Ny Rige, blev genbrugt af Ramses-Nakht, Amons ypperstepræst fra år 1 under Ramses IV til år 2 under Ramses IX (ca. 1163-1129 f.Kr.). Hans navn og titler findes på flere hundrede dekorerede sandstensfragmenter fra graven. Daniel Polz foreslår at planen stammer fra en inspektion foretaget i forbindelse med Ramses-Nakhts ombygning af graven. På inspektionstidspunktet var gårdspladsen muligvis dårligt bevaret, og der er blevet lavet en hurtig beregning af hvor mange søjler der burde stå langs siden. En beregning som ikke stemte overens med den endelige genopbygning.
Kun meget få planer kan identificeres med kendte bygninger og
grave (såsom planerne af gravene for henholdsvis Ramses IV og Ramses
IX). Det er derfor helt enestående, ligefrem at finde en plan indenfor
den bygning, hvor den er blevet brugt.
Daniel Polz, "An Architect’s Sketch from the Theban
Necropolis" i MDAIK 53, 1997, p. 233-40.
Arbejde i KV5 stoppet
I den store grav for Ramses IIs sønner har udgravningsleder
Kent Weeks nu opdaget ca. 181 rum uden at have nået enden af graven.
I en rektangulær grube er der fundet et helt skelet og nogle kranier,
men om der er noget slægtskab til Ramses II er endnu uvist. Desværre
har lederen af den ægyptiske antikvitetstjeneste, Ali Hassan, nu
meddelt at graven skal lukkes på ubestemt tid. En undersøgelse
foretaget af ægyptiske geologer og ingeniører tyder nemlig
på at gravens fyld, som består af aflejringsmateriale fra oversvømmelser,
faktisk bærer vægten af bjerget som graven er udhugget i. At
fjerne materialet ville få bjerget til at falde sammen og alle gravene
i kongernes dal ville blive ødelagt.
KMT 8/3, 1997, pp. 8-9.
Hård linie fra Antikvitetstjenesten
I år har den ægyptiske antikvitetstjeneste generelt kørt
en meget stram kurs overfor udenlandske arkæologiske og epigrafiske
missioner i Ægypten. Ifølge KMT 5 blev over halvdelen af ansøgningerne
om nye bevillinger og forlængelse af bevillinger afvist. Det betyder
at flere forskningsprojekter er blevet afbrudt på ubestemt tid, og
det har selvfølgelig bragt en del utilfredshed blandt udenlanske
arkæologer (inkl. undertegnede, hvis udgravningsleder, prof. F. Hassan,
ikke fik forlænget sin bevilling til udgravning af Kafr Hassan Dawood
i deltaet).
KMT 8/3, 1997, p. 10.
Ældste mumier
Udgravningen i Hierakonpolis, ledet af Renée Friedman (University
of California, Berkeley), var en af de ekspeditioner der kunne fortsætte
i sommer. Det gav nogle spændende resultater. I område Hk43
er der blevet udgravet 66 begravelser. De døde var oftest indsvøbt
i måtter og placeret i ørkensandet sammen med keramik og få
andre gravgaver. Udfra keramikken i gravene kan de dateres til Nagada IIc
(ca. 3400-3300 f.Kr.). I mange tilfælde lå de døde i
fosterstilling med hovedet mod øst, ansigtet mod syd, og havde en
halskæde om halsen. I nogle tilfælde var hovedet dog skilt
fra kroppen og halskæden manglede, hvilket fortolkes som at gravrøvere
har stjålet halskæderne.
Det vigtigste ved fundet er dog at de døde var blevet omviklet
og polstret med linned, og at der blev fundet harpiks på såvel
kroppene som linnedet. Selvom involdene ikke er udtaget er det tilsyneladende
alligevel et forsøg på bevaring af kroppen, og dermed det
tidligste eksempel på balsamering i Ægypten, over 300 år
før det ellers kendes i det tidlige første dynasti. Adskillige
af de begravede var teenagere, og det er ikke usandsynligt at de døde
under en form for epidemi.
KMT 8/3, 1997, p. 10.
Nubiske indbyggere
Renée Friedman har ligeledes udgravet området ved helleristningerne
på lokaliteten Hk 64. Udgravningen viste at området ved siden
af klippen var blevet brugt som boplads af en nubisk befolkning. Der blev
fundet bl.a. strudsefjer og sandaler. KMT oplyser desværre ikke hvilken
periode disse stammer fra. Friedman er sammen med John Darnell (Oriental
Institute, Chicago) kommet frem til den fortolkning at stedet blev brugt
i forbindelse med ritualer, i hvilke nubierne deltog. De kan have involveret
en fejring af Hathors tilbagekomst til Ægypten fra Nubien.
KMT 8/3, 1997, p. 10.
Balsameringsprocessen afprøvet
I Papyrus 14/2 blev det nævnt, hvordan amerikanske forskere havde
gennemført et vellykket eksperiment med balsamering af et menneske
efter de principper som er angivet af bl.a. Herodot (5. årh. f.Kr.).
En mere udførlig beskrivelse af projektet og især brugen af
natron er dog ukommet siden.
For at gøre eksperimentet så autentisk som muligt brugte lederen af projektet Dr. Bob Brier og R.S.Wade natron hentet fra Wadi Natrun i Nedreægypten. Det anvendte produkt var lavet af en blanding fra to forskellige natronaflejringer, som endte med et saltindhold på ca. 51,5 %.
Efter udtagning af involdene skulle kroppens hulrum fyldes med natron. Via det ca. 8,5 cm lange indsnit i bugen fyldte Brier og Wade små stofposer med natron, lavet efter egyptisk forbillede. De brugte 29 af disse 87 gram tunge poser for at udfylde brystet og maven helt. Indvoldene blev placeret i keramik-tallerkener og dækket med natron.
Herefter anbragte de liget på et balsameringsbord. Dette var en kopi af et balsameringsbord fra Ipys grav, som blev udgravet af Winlock i starten af dette århundrede. Det var 220 cm langt og 150 cm bredt og havde fire blokke (ca. 15 cm brede og 13 cm høje) placeret på bordets overflade. I Ipys grav fandtes også krukker til opbevaring af natron. Dem blev der også lavet kopier af og de viste sig at kunne indeholde hhv. 10,9 kg og 4,5 kg.
For at dække overfladen af bordet op til blokkenes overflade måtte de tømme fem store og ni små natron-krukker (ialt 95,5 kg). Liget blev så placeret oven på natronen, hvilende på blokkene. Det blev derefter dækket med endnu 5 store og 25 små krukkefulde natron (168 kg) (dvs. ialt 264 kg.). Da var forskerne ved at løbe tør for natron og måtte snyde ved at anbringe kirurgiske sko-overtræk fyldt med natron over fødderne for at dække dem helt.
De lod derefter liget ligge i 35 dage i et rum med ca. 40° C og en stabil fugtighed på 28-30 %. Dette stemmer overens med de skriftlige kilder som angiver ca. 30-40 dage. Da kilderne ikke siger noget om hvorvidt der i oldtiden blev foretaget noget ved liget i de dage det lå i natron, besluttede forskerne at lade det ligge urørt.
Resultatet blev (som nævnt Papyrus 14/2) rigtigt godt og havde stor lighed med de gamle mumier: huden var meget mørk brun, næsten sort og der var ingen fugtighed i de stive hænder og fødder. Fingre og tæer kunne ikke bøjes. Håret var bevaret, og ansigtstrækkene var stort set uændrede bortset fra udtørring og skrumpning. Det vil altså sige at de velbevarede mumier vi ser i dag formodentlig ser ud stort set som da de lige var blevet balsameret.
Mumiens indre organer var komplet udtørrede. Arme, ben og sædemusklerne var læderagtige, men der var dog stadig en anelse fugtighed. Kroppen havde i løbet af de 35 dage haft et væsketab på ca. halvdelen af legemsvægten. Der havde ikke været nok natron under mumien til at opsuge disse kropsvæsker helt. Æypterne har altså for at udtørre deres døde enten brugt mere natron på bordet under liget eller, mere sandsynligt, flyttet rundt på natronen fra bund til top, så at væsken som var optaget af natronen kunne fordampe. En anden mulighed er at ægypternes produkt, ligesom Brier og Wades, ikke var helt udtørret. Dette er efter forskernes mening meget sandsynligt, da det ikke ville have været muligt at få natronposerne ud af kroppen hvis liget var helt udtørret.
Efter den første undersøgelse af mumien blev den indrullet i linned og placeret i de samme omgivelser i endnu fem måneder for at se om den tørrede mere ind. Det gjorde den, med et væsketab på ca. 1/3 af vægten. Indbindingen var efter de fem måneder stadig tør, undtagen omkring sædemusklerne hvor der var dryppet lidt væske fra. Dette sandsynliggør også at mumierne ikke altid har været helt udtørrede før de blev begravet.
Efter denne sidste undersøgelse blev mumien omviklet med sine
endelige mumiebind og blev sammen med kanopekrukker placeret i en moderne
metalkiste.
B. Brier and R. S. Wade, "The Use of Natron in Human
Mummification: A modern Experiment" i ZÄS 124, 1997, pp. 89-100.