|
Tekst: Mette Viking
Opr. tekst: Papyrus Chester Beatty 1 (ca. 1145 f.Kr.)
Recitation og rap: Mette og Rasmus
Akkompagnement: Ramses’ Venner (Anders, Nikolaj, Svend Aage, Thomas)
Horus og Seth i Rapland er en fri gendigtning af den gamle myte om de to stridende guder, som den fortælles i Papyrus Chester Beatty (ca. 1150 f.Kr.).
Baggrunden for historien er mordet på Osiris. Den retfærdige gud er blevet myrdet af sin bror, Seth, og må nu i al evighed opholde sig i underverdenen. I mellemtiden må de øvrige guder forsøge at få det hele til at fungere på jorden. Der skal findes en ny arvtager til Osiris’ trone, men hvem skal man vælge? Horus er Osiris’ søn, men Seth er hans bror, og som han selv siger, ældre og mere erfaren. Af teksten fremgår det, at guderne har diskuteret sagen i 80 år uden at nå en afgørelse. Guderne er i denne sammenhæng Enneaden (Nigudekredsen) fra Heliopolis, og den øverste dommer er Re-Harakhty.
Det bemærkelsesværdige ved denne tekst er gudernes ugudelige opførsel. De sværger og bander, mundhugges og taber tålmodigheden så let som ingenting. Selv om deres sag er temmelig alvorlig, hører vi også , at de med jævne mellemrum sætter sig for at spise. Mon ikke den gamle myte i denne udgave er en samfundssatirisk kommentar til bureaukrati og langsommelighed i administrationen? Historien har under alle omstændigheder sikkert kaldt smilet frem på læberne hos sin samtids tilhørere, men for vores histories konge skal der andet og mere til.
Den ”rigtige” historie om Horus og Seth er oversat og kommenteret af Martin Andersen og illustreret af Sussi Bech i Papyrus 16, 2, 1996
Tvende guder de kæmped’ om riget
Skønt de faktisk slet ikke ku’ li’et
men Osiris var død
og Ægypten led nød
for man elskede demokratiet.
I en retssal der sad Enneaden
og sku’ sende den ene på gaden
men hvem skulle man skrotte
de var begge så flotte
og holdt begge så flot på facaden.
Giv dog tronen til ham der med øjet
sagde Shu og blev selv helt fornøjet
Han fortjener det hele
skal slet ikke dele
med sin onkel, for han er forløjet.
Jeg syns’ Seth er den bedste til hvervet
sagde Atum deroppe på bjerget.
Han har styrke og mod
han skal nok blive god
selv om han er en smule fordærvet
Jeg vil kæmpe med Horus om magten
sagde Seth, mens han retted’ på dragten,
I kan stole på mig
jeg er stærk som en haj
se min næve, om lidt har han smagt den!
Nu fulgte et stort skænderi
som den øverste gud ik’ ku’ li’
derfor gik han sin vej
han var træt - og helt bleg
og han følte hans liv var forbi
Og han lå hele dagen alene
uden at vide hvad han skulle mene.
Først da Hathor smed tøjet
blev Alherren fornøjet
hun var smuk som en Pallas Athene. Og da retssagen atter begyndte
rejste Seth sig og se, han forkyndte
at idet han jo kæmped’ for solen
var det ham, der sku’ sidde i stolen.Men nu udstødte Isis et skrig
hendes tålmod var ganske forbi.
Og hun svor nu ved guden
”jeg ska’ ta’ Seth ved snuden
han skal ende sit liv som et lig”!
Og de guder de sejled’ af sted
uden Isis, hun kom ikke med -
til en ø i det fjerne
hvor den lukkede kerne
ku’ være i ro og i fred.
Men Isis brugte magi
som en olding kom hun forbi
og til Nemty * hun sagde
”jeg vil gi’ dig en kage
for en tur til den ø, blot fordi:
_____
* Færgemanden
At min søn”, sagde Isis, ”han passer
på de får der på øen, i masser.
Han har brug for lidt brød
Nemty, please, så’ du sød”!
Men den færgemand tror at hun gasser:
”Sku’ jeg vove mit liv for en kage?
jeg tror aldrig jeg har hørt mage,
nej du giv mig dit guld
så er aftalen fuld
men hold hellers helt op med at plage”.
Da nu Isis var kommet i land
så hun Seth den fordærvede mand,
med de guder som spiste
og vor Isis hun fniste
og hun brugte ret vist sin forstand.
Som en skønmø gik Isis til Seth,
at forføre ham var faktisk let,
straks blev Seth ganske hed
og han løb nærmest ned
til hin kvinde kun iført et net.
”Hej du skønne”, sa’e Seth til den kvinde,
og hun smilede kært til den blinde,
som nu let lod sig narre
snart sad i en snare
hvorfra han ej en udvej ku’ finde.*
_____
* Den historie, Isis nu fortæller, handler i virkeligheden om hvordan Seth har forsøgt at stjæle tronen fra Horus.
”Jeg var gift med en mand, men han døde”
sagde Isis, ”og da sku jeg føde,
og jeg fødte en søn,
han var frygtelig køn,
Ja ham burde du rent faktisk møde.
Og da drengen vogted’ vort kvæg,
kom en fremmed, et frygteligt fæ,
Gi’ mig dyrene straks,
råbte han og var vaks
til at banke min søn med et træ”.
”Kære pige”, sa’e Seth, ”sikk’ et skarn
at han trued’ det ærlige barn
med at ta’ farens kvæg,
ja han var da et fæ
denne fremmede ude på ran”.
”Du er snydt”, sagde Isis, og fløj
som en fugl op på grenen så høj,
”det er dig der er skarnet
og Horus er barnet.
Du dømte dig selv, men jeg løj”!
”Hør nu her, kære Seth, du er slagen”
lo Harakthy , ”ja har man kendt magen,
denne Isis er snu
og hvad gør vi så nu?
lad mig tænke en stund over sagen”.
Og man fangede Nemty ved bredden
og beskar dennes fødder for neden
alle tæer skar man af
på den selv samme dag
stakkels Nemty må leve med vreden.
”Jeg er ældre end Horus”, sa’e Seth
”og jeg giver mig ikke så let.
Dette her er forbandet,
lad ham ende i vandet
vi skal kæmpe med spyd og med net”.
Og til Nilen da gik nu de fjender
som to flodheste - ikke som venner.
Og de hoppede i
”nu er livet forbi”
råbte Isis og vred sine hænder.
Og hun satte sig stille og græd:
”Seth er farlig, han er jo så vred;
Åh hvad skal jeg dog gøre
jo, jeg laver en snøre
og den kaster jeg listigt derned.”
Isis lavede hurtigt et reb
for hun kendte jo mangen et kneb.
En harpun af en mønt
blev sat på som lidt pynt
og så skarp som en kniv hun den sleb.
Ned i vandet der fór hendes våben,
”Nu skal jeg nok få ram på ham tåben”
tænkte Isis, men ak!
det var Horus, der sprak
og han kaldte på Isis med måben:
”Dumme mor, det er mig som du skader,
skønt det ikke er mig som du hader”,
råbte Horus fra vandet
”den harpun er forbandet”
få den bort mens jeg ligger og bader!”
Om igen kastede Isis sit våben
ned i bølgen – der fulgte en råben;
”det’ din bror, som du sårer”,
skreg nu Seth, fyldt med tårer
”det gør ondt i mit flodheste-forben”.
For de tvende da græd Isis’ hjerte,
for som kvinde hun tålte ej smerte,
Til harpunen hun skreg:
slip, siger jeg
for jeg kan simpelthen ikke bær’ det”.
Horus lå under træet og sov
mens hr. Seth vandred’ rundt på sit rov
Da han nu kom forbi
blev han fristet fordi
han fik lyst til at lave lidt sjov.
”Hvis jeg fjerner den sovendes øje
ja så må han da end’lig sig bøje”,
tænkte Seth, og han tog
øjet ud mens han lo,
med det ene han ej lod sig nøje.
Tvende øjne Seth skjulte i sand
og skønt disse slet ikke fik vand,
skød nu lotusser op,
ja det lyder som pop
men historien er ikke en and.
Seth gik hjem og han sagde til guden
”Ja her kommer jeg altså foruden
min nevø som er væk
måske spiller han gæk
måske tar’ han os alle ved snuden?”.
Men se Hathor hun var nu på stedet
hvorfra Seth lige før blot var gledet,
Hun fandt Horus i gråd
fordi Seth havde flå’ed
ud hans øjne; er der no’et at si’ te’et?
”Slap blot af”, sa’e Hathor, ”jeg kommer
og erstatter de øjnenes blommer”.
En gazelle hun greb
og lidt mælk ud hun kneb
for at udfylde ansigtets lommer.
Hathor gik til Harakhty og sagde:
”han var væk, men nu er han tilbage;
med besvær og med møje
har jeg helet hans øje,
så han nu er holdt op med at klage”. *
_____
* Horus' øje er symbol på helbredelse og genopstandelse.
Horus gik nu en aften til Seth
og hans hjerte det føltes så let
for nu skulle de hygge
og blæse et stykke
al den splid, der ha’ed gjort ham så træt.
Og da natten faldt på sku’ de sove
I en ret så til fælles alkove
Seth han følte begær
han ku’ ikke la’ vær
”jeg må ha’ mig lidt mer’ af det sjove”
Og han voldta’r nu Horus, den buk,
ik’ fordi han syns’ Horus er smuk,
nej det viser sig snart
Seth han tror han er smart
han tror Horus ik’ fatter et suk
Horus vågnede brat og han tog
fast om penisen hvorfra han drog
ud lidt sæd som bevis
på at Seth var en gris
gennem tårerne løb han og lo
Isis udstødte atter et skrig:
”jeg må bruge min bedste magi”
Horus’ hånd skar hun af
på den selv samme dag
og i vandet den røg som et lig.
Nu fra Horus hun samlede sæd
I en krukke, hun skulle ha’ med
Og til Seth gik hun hen
for at finde just den
af de planter i haven, du ved. *
_____
* Salatplante, der ofte har med potens at gøre, specielt i forbindelse med guden Amon-Min.
Og hun strøede sæden derpå
men da hun var parat til at gå,
ja da hørtes en stemme:
”hallo, jeg hjemme”,
det var Seth, så vidt hun ku’ forstå.
(Udeladt på videoen
Og Seth spiste begærligt sin plante
blev gravid men blev ved med at fjante,
for han følte sig glad
for sig selv og sin mad –
ikke noget han ellers var vant te’.
)
Og i domssalen var Seth så kry
at han skreg og han råbte i sky:
”Horus han er en nar
til mit barn blir’ han far
nu begynder vor retssag på ny”!
Men skønt Seth var så sikker i sagen
så stod Horus slet ikke som slagen,
”det han siger er lyv
han er bare en tyv”
sagde Horus, og tog sig til hagen.
”Lad den omtalte sæd hertil kalde
Når den svarer, kan dommen så falde”
Sagde Horus, og skreg
”Kære sæd, tal til mig
Og lad sandhedens stemme nu gjalde!”.
”Jeg er her”, svared’ sæden fra vandet.
”Hva’ sa’e jeg?”, sa’e vor ven, ”var der andet?”
”Når I kalder på min
vil I få jer et grin;
gæt hvor Horuses sæd mon er landet?”
Thot nu kaldte på Horus’ sæd
”vil du ikke godt komme herned?
og så kom fra Seths øre
så alle kan høre
den rene og sande besked”.
”Skulle sæden, der tilhører guden
komme frem fra øret og tuden?
næh nu må jeg be’”
sagde sæden til det,
og så må I være foruden”.
”Kom da frem på hans hoved”, sa’e Thot
”hold da op hvor ku’ det være flot.”
”Så okay” sagde sæden
i hvis stemme var glæden
”Here I come, I må ruste jer godt”.
Og en skive af ren og skær guld
skød nu frem fra et gabende hul
midt i hovedet på Seth
som følte sig træt
og vredt kastede skiven omkuld.
”Hør nu Horus, vi bygger en båd”
grined’ Seth, for igen var han kåd
”lad os kæmpe til søs
slip blot tøjlerne løs
men bered dig på tårer og gråd.”
”Lad os bygge af sten”, sagde Seth,
”så at opgaven ik’ er for let”,
og skønt Horus, det kræ
bygged’ sin båd af træ
følte han at han handlede ret.
Da nu Seths skib selvfølgelig sank
råbte han: ”du skal få nogle bank
af en flodhest du får
de mest hæslige sår
og se så om du holder dig rank”.
Thot den vise han talte i salen:
”nu må vi vist ha’ krydset portalen”
Til Osiris et brev
straks den vise han skrev,
og man sendte det tværs over dalen.
Der er langt til Osiris’ rige,
kan man uden at lyve godt sige,
og da brevet kom ned
til det underste sted,
da begyndte Osiris at skrige.
Og han svarede straks Enneaden:
”Hvad går af jer oppe i staden?
Horus uden sin krone
og I sir’ I er troe’ne
man sku’ tro I var kommet fra gaden.
Re-Harakhty syntes ikke om brevet,
som Osiris til ham havde skrevet,
og han svarede kækt,
ja rent faktisk lidt frækt,
”uden dig ha’ed vi nok også levet”!
Da Osiris nu fik den besked,
blev han meget forfærdelig vred:
”I har vanæret Ma’at
og det er noget pjat
Ma’at skal slet ikke sænkes herned.
Når Osiris begynder at true
vil kun få ikke lade sig kue
”Han har ret”, råbte Re
”det kan alle vel se”
og han kaldte på Isis, vor Frue.
”Bring mig Seth”, råbte Re, ”og dét snapt
dette her er et nummer for skrapt,
han skal lænkes og bindes
for nu må der snart findes
en der tør sige, at han har tabt”.
”Jamen giv dog den krone til manden”
sagde Seth, har I helt tabt forstanden?
Lad mig kæmpe for solen *
lad blot Horus få stolen,
men hold inde med råben og banden”.
_____
* I underverdenslitteraturen kæmper Seth for Re mod de fjender, der forsøger at hindre hans rejse.
Og så slutted’ den lange historie
Horus pudsede lyk’lig sin glorie,
og man sang nogle vers
lidt på kryds og på tværs
i det kongepalads han nu bor i. |
